til dig derude i det favre verden,
du bisdder meget visdom og jeg savner dig.:
dog kender jeg ikke sandheden bag dit væsen og kan til tider frygte at jeg glider længere og længere væk fra virkeligheden.
hvorfor savner jeg dig? jeg kender dig jo ikke engang, vi har bare drukket øl sammen for noget tid siden.
jeg sidder i elendighedens kar og føler mig ilde tilredt,jeg har ikke nogen forgangsvinkel da jeg ikke har beskæftiget mig med emnet før og jeg er bange, bange for at blive brændt levende af de nymodenske folk her på egnen.
hvorfor søger jeg opmærksomhed når jeg i virkeligheden bare prøver at flygte fra det her sted som jeg åbenbart blev stavnsbundet til.
jeg håber jeg kan leve i fred og fordragelighed uden særlig stor mistanke til min egen twistede persona..
